Det er med valg, som med ledere i en virksomhed. Vi vælger dem, vi har tillid til. Og følger dem, der spejler det autentiske, empatiske og ærlige. Det er ledelse.
Der var på et tidspunkt en leder der spurgte mig til råds i forhold til dårlig kommunikation på arbejdspladsen. Lederen ville gerne forstå hvorfor tonen var så hård. Vi arrangerede en vandrecoaching. Vi vandrede sammen i flere timer, og havde derfor god tid til både at lytte og tale.
Faser i en coachende samtale
Når man går sammen i mange timer, så gennemgår man flere samtalefaser. Der er fasen med mange ord der skal siges. der er fasen med stilhed og eftertænksomhed. Og så er der fasen med refleksion og store afklarende spørgsmål. I denne samtale handlede det om den hårde tone og dårlig kommunikation.
Jeg spurgte blandt andet om, hvordan lederen selv talte til sine medarbejdere. Hvordan er din tone? … Lederen var lidt overrasket over mit spørgsmål, for udfordringen var jo medarbejdernes dårlige kommunikation. Jeg er jo lederen…. Og efter lidt refleksionstid, kom afklaringen. Ja, Jeg er jo et spejl. Alt hvad jeg gør, det spejler mine medarbejdere jo. Måske er det derfor de har så hård en tone over for hinanden.
Afstemning – ja eller nej
På onsdag skal vi stemme ja eller nej til, om Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Det er et demokratisk valg, og vi bør gøre brug af den demokratiske mulighed vi har, ved at afgive vores unikke stemme. Det handler ikke om krigen i Ukraine, og det handler ikke om hvorvidt vi vil have mere eller mindre militært samarbejde. Det handler om tillid til de ledere vi har valgt. Tillid til, at de kan hjælpe os godt videre i vores liv. Vi er et spejl af vores demokratiske ledelse.
Vi stemmer i tillid til at de (lederne) kan varetage den fælles mission vi er sendt ud for at løse. Missionen er fred i verden. Fred blandt mennesker i hele verden.
Hvis dette var en let opgave – så oplevede vi nok ikke så meget krig. Det er ikke en let opgave at skabe fred i verden. Vi spejler nemlig hinanden som mennesker. Vi spejler vores ledere. Deres fremtoning, retorik, ord og bevægelser. Vi spejler for at skabe samhørighed og finde mening.
Hadefuld retorik og uduelig ledelse
Det er bare ikke altid at ledelse giver mening. Prøv blot at åben din Facebook app på telefonen. De sociale medier er skabt for at skabe splid mellem mennesker. Vi kan uden større konsekvenser svine hinanden til i grupper på Facebook. Håne hinanden, mobbe, skubbe, prale og hænge hinanden ud. Hvilken uduelig leder har dog opfundet en algoritme der belønner hadefuld retorik?
Det er ihvertfald ikke på den måde, vi skaber fred i verden. Fred skabes gennem fredsommelig dialog i en ordentlig tone, hvor begge parter giver sig tid til at lytte på, hvad den anden har at sige. Lytte! Ikke råbe.
Det er nemlig med valg, som med ledere i en virksomhed. Vi stemmer på dem vi har tillid til. Vi følger de politikere vi kan spejle os i. Ledere der er autentiske, empatiske og ærlige.
Vandring på Langeland
Når jeg næste gang vandrer afsted på vandrecoaching med kloge, dygtige ledere, langs de Langelandske kyster, så taler vi videre om spejlingen. Det er nemlig først i det øjeblik, at en leder tør se sig selv i spejlet, og se hvem der er inderst inde, at det autentiske træder frem i spejlet.