Min første tanke her på vej hjem i toget er… Kan jeg overhoved mestre at facilitere regenerative processer hjemme i den virkelige verden? Er der overhoved nogen som tager mig alvorlig når jeg kommer hjem fra denne rejse, og inviterer ind til nye måder at agere og samskabe?
Regenerative processer i virkeligheden
Jeg er på vej hjem fra Selgars Mill i Sydengland. Rammen var en smuk gammel slidt vandmølle, med en stor frodig og vild have. En amazing køkkenhave, glampingtelte, frugttræer, en lille flod og fuglesang fra solopgang.
Det har været 4 intense dage med venner og kollegaer fra Regenerative Journey, som er det uddannelsesforløb jeg deltager i online faciliteret af Laura Storm og Emily Johnson. Et par af mine medkursister tog teten og inviterede til en fysisk gardering, hvor vi kunne træne de regenerative principper og metoder.
Ærligt… så var jeg nok ikke helt klar over hvad jeg gik ind til. Jeg var heller ikke klar over, hvad jeg skulle have med hjem. Jeg tænkte nok mest på, at nu skulle jeg have 4 dage i solskin i det sydlige England med mit strikketøj, dejlige mennesker, lækker mad og så skulle vi tale lidt om det der regenerative, og hvor vi bøvler med det i hverdagen.
Det var ikke det, der skete.
Kort efter at vi tjekkede ind, opdagede jeg at der ikke var en plan for de 4 dage. Jeg troede der var en plan. Altså en slags overblik eller planlægning i forhold til det der skulle ske.
Det var der ikke.
Hvis du kender jeg en lille smule, så ved du, at jeg er en sucker for drejebøger, god planlægning og timing. Når jeg faciliterer så spilder vi ikke tiden, og vi er altid færdige til aftalt tid. Det er et princip.
Det eneste der var planlagt var maden og værelserne. Der var en kok i køkkenet og der var frokost kl. 13.30 og aftensmad kl. 19.30. Vi vidste, hvilken seng vi skulle sove i. Så langt – så godt.
Opskriften på at navigere i det uplanlagte er co-creation.
Fra det minut vi trådte ind på gårdspladsen ved den gamle vandmølle i Selgar, co-createde vi indhold, form, metoder, følelsesbarometer, afstemning, faciliteringsmetode og hvem der gjorde hvad. Der var ikke én der havde den. Ikke én der var leder eller én der trak af på en beslutning.
Sjældent har jeg følt det så grænseoverskridende og lærerigt.
Hvis man kan tale om at være udenfor sin komfortzone, så var jeg her på vej ud over skrænten, og kunne i sekunder se min selv hænge der ved afgrunden med neglene i fast greb om løs jord.
Mit strikketøj reddede mig. 7 nøgler meleret silke/uld impulskøbt i Netto dagen før afrejse. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde brug for en støttepind, et save space. Noget at nulre med hvis mit indre barometer skulle nærme sig kogepunktet. For det gjorde det. Flere gange.
Co-creation dufter mindre blomsteragtigt end jeg regnede med. Måske fordi jeg i så lang tid har læst stakkevis af bøger og teorier og samskabelse, co-creation, fællesskab, samskabende processer, og troede at det duftede af roser, violer og frisk morgendis.
Regenerative co-createde processer måtte simpelthen dufte af paradis.
Not.
Det lyder idyllisk, men i praksis er det noget af det sværeste jeg har oplevet.
Det betyder ikke at det er umuligt, ikke virker eller ikke er brugbart. Tværtimod.
Men det er svært. Mega svært.
Det svære for mig var, at stå i en samskabende situation, og reelt lytte til andre, acceptere andres holdninger. Prøve at forstå hvorfor de sætter fokus på noget, som for mig er totalt ligegyldigt – og acceptere det.
Mit fokus på denne rejse var at undersøge og være nysgerrig på hvordan jeg kan lære at designe og facilitere regenerative processer – heriblandt co-createde processer.
Min læring var blandt andet:
Unlearn to learn
Jeg bliver nødt til at “unlearn before learning”. Før jeg kan træde ind i en ny måde at designe og facilitere processer, må jeg aflære de principper og metoder der dominerer mit liv og mit arbejde nu. Det er fx mit syn på planlægning, kontrol og styring af processer. Hvad vil der ske hvis jeg inviterer til fælles planlægning eller ingen planlægning?
Visdom
Der er så meget viden og “wisdom” i rummet, som flere kan få glæde af, hvis vi tør åbne for det, og lytte til det. Det kræver fx. en konsensus om at alle har noget klogt at byde ind med, og alle kan føle tryghed i rummet til at sige hvad de har viden om, og ingen griner, mobber, sender rullende øjne, lægger armene over kors, men oprigtigt anerkender det andet menneske der giver ud af sin viden. Min rolle hjemme i virkeligheden kan blive den, der faciliterer et trygt rum for videndeling. Det har jeg en følelse af at jeg allerede gør, men jeg kan blive meget mere rummelig og nysgerrig på dette område.
Livgivende
Mennesker har forskellige dagsordener, og vi styres ofte af vores følelser og den sag vi brænder for. Jeg har lært på denne rejse, at jeg skal være særligt opmærksom på at acceptere, at andre har en anden rejse end den jeg er på – selv om vi er samme sted, har samme dagsorden og samme fokus. Jeg brugte mit strikketøj på denne rejse til at “bide i pindene”, når jeg slap op for ord og mening – og reelt blev vred i situationer. Jeg vil prøve at finde mere ro i komplekse situationer, som jeg ville have faciliteret anderledes selv, og blot spørge mig selv – hvordan vil du byde ind med noget konstruktivt og livgivende nu?
Sprog
Det regenerative felt handler primært om sprog. Hvilke ord, sætninger og kropssprog bruger vi? Hvad kalder vi ting – og hinanden? Hvilke udtryk, mimik, kropsholdning inviterer vi ind i vores samvær og vores samtaler? Jeg har meget at lære her. Jeg ved, at jeg kan se en smule sur ud. Jeg kan være lidt spids, hurtig, cutte folk sætninger af og måske være en smule manipulerende. Det er alle sammen ting jeg har arbejdet med i mange år, og som bliver tydeligere i det regenerative felt.
Tilbage til den regenerative hverdag
I morgen står jeg hjemme i Danmark og skal facilitere en lidt kompleks proces igen. Jeg kan gøre som jeg plejer eller jeg kan trække tråde til min nye læring og med forsigtige med modige skridt starte min nye måde at facilitere processer, så de bliver en lille bitte mere regenerative, levende, samskabende eller bare mere trygge at være i.
Tak til alle 24 skønne og modige regenerators-medstuderende der co-createde denne oplevelse sammen med mig. Denne udviklingsrejse kunne jeg umuligt skabe alene.
I er nu en del af min “tribe” og en del af min fremtid.
Og måske er du nysgerrig på hvad der egentlig vil sige at designe og facilitere regenerative processer
– for det var jo dét jeg var taget afsted for at lære. Det var mit fokus.
Svaret er: … jeg ved det ikke.
Men facilitering af regenerative processer skal i hvert fald ikke gøres som jeg plejer at gøre det. Jeg bliver nødt til at (sam-)skabe et andet rum for udvikling for de mennesker jeg hjælper med facilitering, for at vi kan nærme os noget der smager af det regenerative.
Så i morgen… et sted på Fyn… sammen med en gruppe gode mennesker… tager jeg det allerførste lille skridt ind i mit fremtidige arbejdsfelt.
Det bliver verdens mindste skridt, og måske er der ingen, der opdager det.
Its easy to be wrong
“It easy to be wrong” var en af de sætninger jeg skrev på en post-It og som indgik i vores co-createde workshop, som jeg for øvrigt – på mystisk og magisk vis – faciliterede sammen med Nikki fra England og Zeynep fra Finland. Vi planlagte workshoppen på under 15 minutter, fordelte opgaver og delte viden – og stolede på at den viden de andre havde at byde ind med var værdifuld.
Workshoppen handlede om “language” og hvad et regenerativt sprog er. For mig handlede det primært om ikke at være forkert. Når jeg oplever mennesker føle sig forkert, og når jeg selv føler mig forkert, så lukker mit system ned, og jeg bidragede ikke, fordi jeg er bange for, om jeg gør det rigtigt.
Det skal være let at bidrage ind i det regenerative felt. Det skal jo netop være levende, medskabende og helende. Men hvis man ikke kender sproget, er det svært at føle sig inkluderet og “its easy to be wrong”.
Vi lavede en øvelse sammen med de andre deltagerne, hvor de skulle opfinde nye ord sammen og give dem betydning. Ordene skulle afspejle den nye verden – vores fælles regenerative fremtid. Ordene kunne være sammensat af kendte ord eller fuldstændigt nye ord. Vi lærte ord som “be-co”, en kombination af be-ord (being, believe) og co-ord (cooperated, cocreate).
Mystiske ord som “expaction” og “mo love u car”. Nye ord som “pasture” og “fust”, som er sammentrækninger af past and future.
Mit yndlingsord er “Schwahl”. En gruppe opfandt lydordet Schwahl, for den følelse af at bestige et bjerg eller gå over en høj bro, og der oppe indse, at der er ingen vej tilbage. Kun fremtid. Det er følelsen Schwahl.
Toget kører om få minutter ind på stationen og jeg skal videre med fly fra Gatwich til København, og derfra med toget hjem til Fyn. Jeg tænker på, om det ville være mere regenerativt at tage toget hele vejen fra Sydengland til Fyn, end at booke en plads i flyet? Vil det være bedre at være blevet hjemme end at rejse? … “Its easy to be wrong”….
Glæde
Jeg glæder mig. Jeg bobler fantastisk af glæde i dette øjeblik.
Jeg glæder mig til at udforske dette nye regenerative landskab.
Glæder mig til at invitere dig og dig og dig derovre ind i dette levende, åbne, mystiske, givende felt, hvor du på ingen måde kan gøre noget forkert.
Susanne, en deltager fra Holland, gav mig et knus som farvel, og sagde så fint “nature ain’t wrong, nature always know what to do..”
Naturen ved, hvad den skal gøre for at heale og hele, når vi læner os ind i den.
Dét er regenerativt.
Det er dét, vi går med.
KH Kristine
Her kan du finde mere inspiration:
Skal vi vandre sammen?
Find de næste datoer for 3-dags VisionWalk på Langeland her
Mange virksomheder bruger også vandring som en del af deres lederudviklingsprogram, på personaledage, som teambuilding og lignende.
Du kan fx søge Vellivforeningen op til 250.000 kr til en målrettet indsats i jeres virksomhed til mental sundhed og trivsel. Jeg hjælper gerne med at udforme en ansøgning. Se frister for ansøgning her
