Velkommen tilbage fra ferie!
Jeg håber du nød dine fridage, og jeg gætter på at du enten snød dig til at arbejde et par dage undervejs. Eller helt stemplede ud og glemte alt om dit arbejde.
Vi er nemlig nogen der arbejder i vores ferie, og det er ikke helt tilfældigt hvem der gør det, og hvem der ikke gør det.
Hele denne snak om at arbejde i sin ferie startede faktisk på LinkedIn. I mit store digitale erhvervsfaglige netværk spottede jeg pludselig et opslag fra Casper Mysling, der er filialdirektør hos Bayern Group i Odense.
Casper var på ferie, og postede et billede hvor han sad og arbejdede med sin PC i haven. Opslaget gik viralt. Over 200.000 visninger. 1923 likes og næsten 500 kommentarer på dette ene LinkedIn opslag.
Casper havde med sit ferie-arbejdsbillede ramt os lige midt i maven. Mange blev forpustede. Flere blev stødt på manchetterne, men en stor del (meget stor del) skrev i kommentaren til opslaget, at de var enige.
Casper er nemlig den type, der rigtig godt kan lide at arbejde i sin ferie.
Jeg læste alle kommentarerne på hans opslag (og alle de andre opslag på sociale medier igennem hele juli måned), og efterfølgende har jeg identificeret 4 “ferie-arbejdstyper”.
De 4 typer er:
- Dig der knokler hele året, og vælter omkuld på første feriedag. Og efter 3 ugers ferie med drinks og søvn, vender tilbage på arbejdspladsen, og har glemt ALLE dine koder til pc, dørkode osv.
- Dig der ikke kan give slip på arbejdet, og derfor hele tiden liiiige skal tjekke en mail. Se på telefonen, tjekke nyhederne og ringe til “en ven” fra kanten af svømmepølen.
- Dig der er fuldstændig upåvirket af at ferien er startet, da du jo har holdt en lille smule ferie hele året. Du tager ikke arbejdstiderne så tungt og er vant til at slappe af mens du arbejder.
- Dig der er i balance, og som nyder at holde ferie når du har ferie, og som nyder at arbejde når du arbejder. Du har ingen problemer med at arbejde i din ferie, fordi du ved at det er et aktivt tilvalg.
Hvilke type er du?
Hvis du er en type 1 …
så er du det man kalder stressramt. Du bør overveje at søge hjælp til at finde en balancen mellem arbejde og fritid. Det virker harmløst, at glemme ting efter en god ferie, men det er det ikke. Det er tegn på at du har været så ophængt FØR ferien, at du har haft brug for at flyve helt væk i din ferie. Nu bør du ringe til en stresscoach eller tage en uges ferie mere.
Hvis du er type 2…
så holder du ikke ferie i din ferie. Du føler dig muligvis meget værdifuld og vigtig, og tænker ikke at verden kan klare sig uden dig. Jeg formoder at du tager fejl. Selv om du er topchef og leder et helt kompagni af fodtusser, så kan de godt klare sig uden dig. Læg nu den telefon fra dig, og hold ferie med din familie. Jeg ser tegn på at denne type heldigvis forsvinder mere og mere med årene.
Hvis du er type 3 …
så kunne du overveje at skrue lidt op for indsatsen i de resterende 49 uger, hvor du ikke holder sommerferie. Du er den typiske lønmodtager, der føler at du har ret til at dovne lidt hele tiden, for mester betaler jo. Denne type kender vi også som fortidens funktionæransatte embedsmand, der stemplede ind på sit kontor, læste avisen og stemplede ud igen. Og jeg ved godt, at ingen af os vil vedkende os denne type. Måske din nabo er denne type?
Hvis du er type 4 …
så velkommen i klubben. Du har nemlig fundet balancen i dit liv og dit arbejdsliv. Ferie er noget vi holder hele året, og som vi elsker at holde, fordi det giver energi til at give den gas de andre dage. Uden at få stress. Du er typen der sagtens kan tjekke mails i din ferie, lave et par småopgaver, pakke arbejdet væk igen og derefter at fortsætte din ferie. Du er også typen der enten er selvstændig, eller har valgt en rummelig og fleksibel arbejdsgiver der måske har indført en 4-dags arbejdsuge. Eller som blot stoler på at opgaverne løser sig.
Hvor kommer “ferie” egentlig fra?
Lad os lige kigge et par årtier tilbage, og se på hvor det der ferie-begreb egentlig kommer fra. Ferie var nemlig en ret, det kom med arbejderbevægelsen i industrisamfundet. Ferie er for at tydeliggøre, at man skulle undgå at blive udnyttet og at man som lønarbejder havde ret til egen selvbestemt tid også.
En del af den danske befolkning er stadigvæk en del af den gamle type industrisamfund, hvor man stempler ind og tjener penge til chefen ved at lægge sine slidsomme arbejdstimer. Netop den store forskel i at gå på arbejde fra den ene branche til den anden, gør at omstillingen fra “gammelt til nyt samfund” gør ferie-begrebet svært lige nu.
Motivation er keyword
En anden indikator på hvilke ferie-arbejdstype du er, hænger sammen med hvad der motiverer dig. Måske kender du forsker Helle Hedegaard Hein. Helle skrev for en del år siden bogen “Primadonnaledelse“. I hendes undersøgelser forud for bogen studerede hun forskellige medarbejderes motivation for at udføre arbejdsopgaver. Hun havde særligt fokus på den type som vi kalder primadonnaer. Det er de medarbejdere der går deres egne veje, som råber højt når uretfærdigheden rammer og som går ned med stress efter et lang og slidsom arbejdspres. Det der motiverer en primadonna er nemlig at arbejdet skaber mening, og at man løber efter et højere formål. En primadonna ønsker at redde verden gennem sit arbejde, og hvis man ikke kan få lov til det, så bryder hele verden sammen.
Hvis du (ligesom jeg) kan genkende nogle af disse primadonna-træk i dit arbejdsliv, så tjek lige de 4 motivationstyper ud som Helle hein beskriver på mest fremragende vis.
Find din ubundne tid
Jeg har det sidste års tid hørt, og selv produceret utrolig mange podcast, og vil gerne anbefale Line Reehs podcast ENDELIG MANDAG. Line undersøger hvad der skaber gode arbejdsliv, og samtaler med både forskere og mennesker der har valgt et anderledes arbejdsliv, for at forfølge deres drøm for frihed.
I den seneste episode af ENDELIG MANDAG kan du møde historiefortæller og vølve Tanja Eskesen. Tanja har i modsætning til Casper Mysling fra Bayern AutoGroup, valgt at indlægge sin ferie som en ugentlig dag, hvor hun skaber det hun kalder “ubunden tid”. Hun tager simpelthen en dag ud af kalenderen hver uge, og lader sig inspirere til hvad hun skal den dag. På den måde strækker hun ferien over hele året, og får skabt rum til kreativitet.
På billedet ser du en typisk type 4 fra typetesten. Det er den type der med glæde sidder og arbejder i sin ferie. (også i Sydfrankrig)
Kim Kierkegaard er manden på billedet, og det er også ham der er podcast-lydnørd på podcasten NÆSTE SKRIDT fra Karlshøj & Co
Du har brug for at trække stikket en gang i mellem
I det moderne arbejdsliv er ferien ikke kun noget der er for at beskytte os mod de arbejdsgivere der udnytter deres medarbejderes arbejdskraft, tid og livsenergi, men også for at minde os om, at vi har ret til og ikke mindst brug for perioder, hvor arbejdet ikke fylder som en tvang.
Lige meget hvilken type du kan identificerer dig med, så ved vi, at feriebegrebet har ændret sig over tid. Vi står over for en efter-corona-bølge, hvor både ansatte og selvstændige har fået smag for frihed og fleksibilitet, og hvor ferie ikke længere er en nødvendighed for at kunne klare det tunge arbejde i hverdagen. Ferien er i dag vores belønning eller åndehul som vi har brug for. Vi HAR brug for at trække stikket og lukke ned.
Det nye er, at ferie kan foregå hele året, spredt på alle ugens dage og foregå både ude i verden og hjemme i haven. Ferie er den frihed vi har som mennesker, når vi har brug for et åndehul i hverdagen.
Velkommen tilbage fra ferie – Velkommen til hverdagen!