Øvelsen: Den varme stol
Den varme stol er en af de bedste øvelser du kan bruge, når du gerne vil udvikle en god idé, dig selv, eller dit team. Øvelsen udføres i samarbejde med gode kollegaer, samarbejdspartnere eller venner. I skal være en flok på 5-8 personer , for at gøre øvelsen rigtig brugbar.
1. Kreativt benspænd
Den varme stol kan både bruges som et kreativt bidrag til udvikling af et produkt, design, bogskriveri, udvikle en god idé eller nye målgrupper i din forretning. Her kan du bruge den “undrende del” som et kreativt benspænd, da øvelsen bygger på undrespørgsmål og indlevelse.
2. Teamudvikling
Den varme stol kan også bruges som en procesmetode til teamudvikling, med det formål at styrke de indbyrdes relationer i teamet, da øvelsen både kan fremmer den positive jeg-følelse og den positive vi-følelse. Den varme stol kan skabe en nuanceret opmærksomhed omkring hver enkelt teammedlem som person og samarbejdspartner.
3. Personlig udvikling
Øvelsen er også rigtig god når det gælder personlig udvikling. Det vil sige, når et menneske har brug for sparring på en konkret udvikling, eller hjælp til at se et udviklingspotentiale. Efter en tur i “den varme stol” kan det være du har brug for en personlig coaching.
Sådan gør du trin for trin:
Vælg én til at facilitere processen, og styre tiden, da den hurtigt løber løbsk.. Det skal være én som kan stå uvildigt og være tidsstyrer uden at blande sig i indholdet. Nogle gange er det hensigtsmæssigt at vælge en ekstern facilitator . Facilitatoren forklarer formålet med øvelsen og forklarer hvad øvelsen konkret går ud på.
Placere en stol med ryggen til de øvrige deltagere. Find papir, notesbog eller tablets frem. Afsæt minimum 60 minutter til øvelsen.
1. Hvis du laver et “kreativt benspænd” så følg følgende plan:
15 min. Modtageren i den varme stol fortæller om sin kreative idé, det nye produkt, eller hvad der er på tapetet. Efter dette korte oplæg, kan de øvrige deltagere på skift spørge ind til produktet med korte opklarende spørgsmål. Derefter vender modtageren stolen om, så hun ikke kan se resten af teamet. Tag evt. en notesbog frem.
15 min.: Hver deltager i kredsen giver sin refleksion, undren, tanke om det modtageren fortalte ca. 1 minut til hver. Derefter samler facilitatoren op og spørger om der er flere input.
5 min. : Modtageren vender sig om, og fortæller hvad hun har fået ud af oplevelsen, og hvordan hendes produkt eller idé har udvikles sig efter teamets tankestrøm. Det er vigtigt ikke at afbryde eller lige komme med “et godt råd”.
10. min. Hvis I har tid til det, så bed modtageren om at vende stolen om igen, og tag en lynrunde med yderligere refleksioner. Der kan være kommet nye tanker op undervejs. Modtageren noterer i sin notesbog undervejs, for at samle de refleksioner hun selv mener at kunne bruge.
Facilitator siger tak til teamet, og giver den næste deltager mulighed for at komme i den varme stol. Derefter gentages processen, så længe man orker.
2. Hvis du laver “teamudvikling” så følg følgende plan:
15 min.: Hver deltager forbereder en kort feedback eller positiv fortælling til hver af de andre deltagere. Måske blot en sætning.
20 min. : En modtager sidder i “Den varme stol” med ryggen til de andre, og modtager positivt feedback/fortælling. Alle andre i teamet giver max. 1 min. positiv fortælling efter tur. Undgå ikke-anerkendende ytringer, og stop den pågældendes taletid hvis tilliden overskrides, og giv turen videre til næste deltager. Når en modtager er færdig med at modtage, får hun mulighed sige noget, hvis hun vil. Derefter går man videre til den næste.
10 min.: Evaluering. Lav eventuelt en evaluering, hvor deltagerne summer i par om oplevelsen af både at give og modtage feedback. Derefter kan facilitator plukke fra oplevelserne i plenum.
3. Hvis du laver en “personlig udvikling” så følg følgende plan:
15 min. Modtageren i den varme stol fortæller om sin personlige udfordring, eller det emne som man gerne vil have personlig sparring på. Efter et kort oplæg, kan de øvrige deltagere på skift spørge ind til emnet (ikke personen) med korte opklarende spørgsmål. Derefter vender modtageren stolen om, så hun ikke kan se resten af teamet. Tag gerne en notesbog eller Businessplanner med.
15 min.: Hver deltager i kredsen giver sin refleksion, undren, tanke om det modtageren fortalte ca. 1 minut til hver. Derefter samler facilitatoren op og spørger om der er flere input.
5 min. : Modtageren vender sig om, og fortæller hvad hun har fået ud af oplevelsen, og hvordan hendes personlige udfordring har udvikles sig efter teamets tankestrøm. Det er vigtigt ikke at afbryde eller lige komme med “et godt råd”, da denne type sparring kan være meget følsom, personlig og grænseoverskridende.
Facilitator siger tak til teamet, og giver evt den næste deltager mulighed for at komme i den varme stol. Derefter gentages processen, så længe der er deltagere som har en udfordring de ønsker sparring på.
Den varme stol er en gave, man giver til hinanden
Denne øvelse kan opleves meget intens, og for nogen meget grænseoverskridende, da det ikke handler om at finde løsninger, men kun give positiv feedback. For de fleste kan det blive en meget positiv og magisk oplevelse.
Den varme stol er en gave, man giver til hinanden. Og man modtager gaven med taknemmelighed, og selv om der er noget der “bider lidt” midt i erkendelsens klare lys.
Den, som skal modtage feedback eller anerkendelse, sidder med ryggen til gruppen. På den måde bliver både giver og modtager frigjort lidt fra, hvem der er afsender på budskabet, og kan derfor fokusere mere på indholdet i budskabet.
Hvis du arbejder i et meget konfliktpræget miljø, så overvej om denne øvelse er god for jer, og søg gerne hjælp hos en professionel facilitator eller udviklingskonsulent.
Rigtig god fornøjelse!