Februar trækker vejret langsomt. Den står som en grænsepost mellem vinterens hårdhed og forårets første glimt, en tid hvor naturen synes at holde vejret. Lyset er svagt, næsten fladt, og farverne på himlen er mere kølige og dæmpede.
Det er en overgangstid, hvor vinterens greb endnu ikke har sluppet jorden, men foråret er allerede på vej med sine første forsigtige tegn. Vintergækker og erantis ligger på spring, grønne blade titter frem, og snart folder vintergækkerne deres lille hvide hoved ud.
I denne tid er naturen i en pause, en slags dyb indånding, hvor alting forbereder sig på det, der skal komme. Solens første, svage stråler pibler forsigtigt gennem vinterens sprækker, og langsomt begynder de at vække verden til live.
Med Kjørmes, som er en gammel betegnelse for tiden mellem solhverv og forår, begynder lyset at vise sig frem igen. Vi er midt i februar, en tid hvor vinteren stadig holder sit greb om landskabet, men hvor fasten også langsomt sætter ind. Alle levende væsener er i dvale, og om lidt vil frø begynde at modnes til spiring.
Jeg mærker, hvordan selv den mindste forandring i lys og farve har sin egen magi. I det frosne landskab, hvor alt virker stivnet og stille, er der en følelse af, at noget er på vej.
Bjørnen vender sig i sin hule, og i vindueskarmen forspires tomater, chili og persille.
Farverne lysner en smule, og sneen genskinner det kolde lys. Vi spiser den sidste rest palmekål, og timian står frisk og grøn under sneen. Forrådskammeret er tomt, og vi er en smule sultne, blege og visne. De sidste kræfter er sluppet op, og alle celler i kroppen venter blot på foråret.
Der er noget næsten mytisk ved februar. Midt i dens vintergrå morgener, når sollyset svagt pibler ind gennem sprækkerne, kan man mærke den forvandling, der er på vej. Jeg samler mørkegrønne gyvelkviste til plantefarvning af garn, der skal bruges til den sweater, som skal varme til næste vinter. Gyvel giver en sart gullig-brun farve, som om man ligger på skovbunden i februar. Det er en tid for at reflektere, for at mærke det, der langsomt vokser under overfladen.
Illustration: Bastian Karlshøj
Februar er også en måned, der bærer på en gammel visdom.
I mange kulturer kaldes denne tid “Blide-mâned” – Kvindernes måned – en betegnelse, der strækker sig fra midten af februar til midten af marts. Det er en tid for at lade sig forberede, en tid for langsom vækst, som om naturen indstiller sig på det, der skal komme. I gamle dage var februar en måned for at sikre sig de sidste forsyninger før foråret, for i februar var marken stadig for kold til at arbejde, og vinterens hårdhed havde endnu ikke sluppet sit greb. Det var en tid for at finde ro, for at vente, og for at mærke, hvordan alting langsomt begyndte at ændre sig.
Jeg cyklede gennem skoven af nøgne træer, og langsomt rejste sollyset sig lavt ind mellem træernes grene og de tætte edderkoppespind.
Det gled over stammerne og snoede sig om dem, og badede skovbundens mospuder og rustne løvsenge i et blidt, gyldent skær. Det fyldte grusstiens buede strøg og strømmede ud i små vandpytter. Jeg kunne mærke noget pible og pludre i mig, som om også jeg, sammen med naturen, langsomt begyndte at vågne. Jeg cyklede videre, og kunne mærke solens varme på min hud – måske endda få et par fregner på min højre kind. Et mangestemmig kor af småfuglenes kvidren begyndte, og jeg kunne ikke undgå at tænke på, om det mon skyldes solens virkning. Senere på eftermiddagen nåede jeg den den lille lysning i skoven, hvor solens sidste stråler skabte en cinnoberrød og gul himmel, som en Tagetes-blomst, mens der stadig var luft mellem skyerne. Jeg ventede en stund og spiste en blød lakridskonfekt, mens jeg så, hvordan haslernes rakler, der var blevet mere gule end ugen før, dansede i den bidende østenvind. Det var en påmindelse om, at livet langsomt vendte tilbage.
Februar kan synes lang og stille, men denne langsomhed er netop dens gave. Den giver tid til at reflektere, til at lade verden omkring os finde sin egen rytme. Den udfordrer os til at acceptere roen, for at kunne mærke, når foråret endelig kommer. Og når det kommer, vil vi mærke, hvordan alt i naturen har forberedt sig på denne tid – et forår, der langsomt trækker vejret ind i verden. I denne stille, men kraftfulde måned giver februar os plads til at vente, at mærke hvordan alting stille og roligt begynder at vokse igen.
